Min kulturuge

Udenfor Sæsonen - i Kyllingemoderen

Sted: Almindingen
Kategorier:
Klassisk musik
Rytmisk musik
Dage:
18. september
19. september

”Så længe det ikke er i Jylland”, lyder det fra Marie, da kæresten kommer hjem og fortæller, at han har fået nyt job. 
 
Men det er i Jylland, det er på en højskole, og Marie er hovedpersonen i filmatiseringen af Stine Pilgaards succesroman ‘Meter i Sekundet’. Rollen som Marie spilles af Sofie Torp. 
Skuespilleren kendt fra tv-serier som ‘Carmen Curlers’ ‘Slave af Danmark’, filmatiseringen af Jussi Adler Olsens ‘Afdeling Q’-bøger, og som søsteren i ‘Ser Du Månen, Daniel’ - en rolle hun modtog både en Robert og en Bodil for. Sofie Torp er også sanger, hvilket høres på titelsangen fra ‘Meter i Sekundet’. Netop sanggaven kan det bornholmske publikum se frem til at opleve, når Sofie Torp medbringer Stine Pilgaards nye højskolesange, samt fortolkninger af nogle af de store svenske sange, udødeliggjort af blandt andre 
Monica Zetterlund og Bo Kaspers Orkester. 
 
Ayoe Angelica er måske mest kendt som sanger i pop, jazz og soul-genren, men i 2024 
indspillede hun albummet ‘SYN’, der er fortolkninger af mormoren, Cecil Bødkers digte.  
Mange kender Cecil Bødker som en af vores helt store børnebogsforfattere, med 
‘Hungerbarnet’ og ‘Silas’-bøgerne, der nærmest har fået karakter af fælles arvegods. Cecil Bødkers tidløse digte er nu kommet frem i lyset til en ny generation takket være Ayoe 
Angelicas fortolkninger. 
 
Cæcilie Balling vil i år lede den klassiske kvartet, blandt andet med en musikalsk rejse 
gennem morfaren Erik Ballings liv og værker. Erik Balling som om nogen har bidraget til kortlægningen af den danske folkesjæl i tv-serier som ‘Matador’, ‘Huset på Christianshavn’ og film som ‘Midt om Natten’ og ‘Olsenbanden’. Derudover vil kvartetten skrive nye arrangementer til de andre medvirkendes sange og også kaste et blik ind i operaens forunderlige verden gennem sopranen Josefine Webers fortolkninger af udødelige klassikere 
Foruden Cæcilie Balling på violin og Josefine Weber på bratsch og sopran, vil den klassiske kvartet udgøres af Jacob Shaw på cello og Karen Johanne Pedersen på violin. 
 
Gustaf Ljunggren på guitar med mere, Christoffer Møller bag klaveret, Jeppe Gram på trommer og Jeppe Skovbakke på bas vil igen i år forsøge at gøre det umulige muligt, ved at bygge bro mellem den klassiske og den rytmiske verden. De er blevet omtalt som “De fire bornholmske unghaner” og en ting er helt sikkert; Man skal stå tidligt op for at slå dem af pinden. 
 
Steffen Brandt har til opgave at samle holdet og prøve at leve op til de store forventninger det bundmusikalske bornholmske publikum med rette møder op med. Idéen er nu, som før, og som altid at udfordre de rammer, vi tror, vi har det bedst inden for. 
 
I mødet mellem forskellige genrer og kunstnere på tværs af alder og musikalsk tilhørsforhold opstår nye veje og udveje. Nye chancer, nye muligheder. Til inspiration for både medvirkende og publikum. 
 
God fornøjelse! 
 
‘Udenfor Sæsonen’ er støttet af Augustinus Fonden, Bornholms Kulturuge og Bornholms Regionskommune, og produceres af Steffen Brandt, Musikhuzet og SPOT Festival.
 
___________ 
 
 
Ayoe Angelica 
Ayoe Angelica er en dansk-etiopisk sangerinde, der har bevæget sig i spændingsfeltet mellem soul, jazz og pop siden sine første udgivelser i slutningen af 00’erne. Med en blød, men rå stemme og en tydelig sans for stemninger, har hun skabt musik, der trækker på både personlige erfaringer og et bredt musikalsk landskab. 
 
Efter sine to første album, ‘I'm Amazed’ (2008) og ‘Dandelion’ (2010), oplevede Ayoe Angelica en længere pause fra musikken. En periode præget af tvivl og en søgen efter ny retning. Det var først, da hun begyndte at fordybe sig i sin mormors digte – forfatteren Cecil Bødkers ofte oversete lyrik – at noget begyndte at løsne sig. 
 
Resultatet blev albummet ‘SYN’, hvor Ayoe Angelica har sat musik til ti udvalgte digte. Albummet kredser om temaer som forgængelighed, arv og tilhørsforhold, og det bærer præg af den særlige relation mellem barnebarn og mormor. Ayoe Angelicas familiehistorie er også en del af fortællingen. Hendes mor blev som barn adopteret fra Etiopien af Cecil Bødker efter et ophold, hvor forfatteren selv havde været gæst i en lokal familie. 
 
Med ‘SYN’ træder Ayoe Angelica ind i et mere eftertænksomt og poetisk rum, hvor musikken får lov at vokse i takt med ordene. Det er ikke kun en hyldest til Ayoes mormor – men også et forsøg på at holde fast i det, der går i arv, når man står midt i sit eget liv. 
 
 
Sofie Torp 
Sofie Torp er en dansk skuespiller, der siden sin debut har markeret sig med intense og nuancerede roller på både film, tv og teater. Med en naturlig autoritet og et særligt blik for det menneskelige spillerum, bevæger hun sig hjemmevant mellem stille eftertænksomhed og stærke følelsesudbrud. 
 
Hun fik sit gennembrud med filmen ‘Ser du månen, Daniel’ (2019), hvor hendes præstation blev belønnet med både Bodil- og Robert Prisen. Siden har hun medvirket i en række bemærkelsesværdige produktioner – fra krimien ‘Den Grænseløse’ til tv-serier som ‘Carmen Curlers’ og ‘Julefeber’, og senest teaterforestillingen ‘Min mor siger’, hvor hun fortolker Stine Pilgaards karakteristiske tone.