Med afsæt i min nye novellekreds har jeg udviklet et skønlitterært billedforedrag, 'Fortællinger fra de 'kolde' øer i Nordatlanten': Hvor korte brudstykker af novellerne flettes sammen med billeder fra Færøerne før og nu; dvs. 'historiske' fotos fra mine barndomsår i 1960'ernes langsomme fiskersamfund til nutidens populære rejsemål. En fortælling om at blive omplantet til et anderledes land, blive rystet, vinde fodfæste - og tage det nye sted til sit hjerte. Om det helt særlige ved 'Øer'. Om tilværelsen i 'accelerationssamfundet' mellem tradition og senmodernitet. Om generationerne, der voksede op, da velstanden tog fart og verden lå åben. Og om dem, der nu ser ind i en fremtid, som tegner mere uvis end længe.